HVEM JEG ER

ÆRLIGE TANKER OG EN INDRØMMELSE OMKRING MINE SOCIALE MEDIER

29. marts 2018


Hey girls and guys

Hvis der er noget, jeg har lært de sidste par år, så er det, at man ikke må lægge skjul på den, man er. Jeg synes, man ikke skal være bange for at fortælle om sin fortid, hvis den har været slem. Vi har det med at sammenligne vores personlige sandhed med andre, men det kommer vi ikke nogen vegne med. Jeg ved ikke 100 %, hvad jeg vil med det her indlæg, men jeg tænker, at jeg vil dele nogle tanker og så får vi at se, om de overhovedet giver mening i sidste ende.

Jeg startede min blog, fordi jeg elsker at være kreativ, skrive og ligesom mange andre bloggere, så er jeg en kvinde, der har rigtig meget på hjertet. Jeg tænker meget. Nogle gange lidt for meget og tit filosofiske tanker. De kan komme når som helst. De kommer, hvis jeg f.eks. ser et afsnit af en serie. Tankerne kom f.eks. også da jeg var i biffen med min far og hans kæreste her den anden dag, men de dukker også op, når jeg hører en sang. Det behøver ikke være en bestemt sang, men måske en som relaterer til, hvordan jeg har det med mig selv lige nu, uden jeg ved det. Jeg kommer til at tænke på, hvad meningen med livet er (løb nu ikke skrigende bort), men det gør jeg altså. Jeg tænker over, hvordan jeg kan komme til at hvile endnu mere i mig selv end jeg gør i forvejen. Jeg tænker over, hvorfor mit behov for at blogge ikke er så stort længere? For jeg vil gerne blogge, men gnisten er af en eller anden grund forsvundet. Gnisten for at slå ting op på instagram og min væg på facebook er også dalet. Det er som om, at behovet for det ikke eksisterer så meget. Jeg gider faktisk ikke, men føler jeg burde, fordi jeg har opnået et hvis antal følgere, jeg har folk der finder mig som en inspiration og jeg elsker at vise folk, hvad jeg har gang i. Begejstringen for at lægge noget op, er der bare ikke mere og jeg gider ikke tvinge mig selv til at lægge noget op.

Jeg har i nogle statusser på min facebook og instagram nævnt, at nogle gange så kommer den lille pige frem, når jeg er ked af det. Jeg forstår godt, hvis folk stiller spørgsmål ved det, for hvad mener jeg egentlig? Fra jeg var 9-16 år gammel, blev jeg svigtet rigtig meget. Jeg havde ikke nogen til at være der for mig, når jeg havde brug for en at snakke med. Jeg begyndte derfor at søge det andre steder. Fyre begyndte at kalde mig smuk og så startede det ellers med, at jeg i en lang periode havde forhold der højst varede 1-2 uger. Før når jeg har tænkt over det, så fortrød jeg det så meget og fortalte mig selv, hvor dumt det var, men nu kan jeg godt se, det ikke var dumt. Jeg handlede bare som et normalt menneske, der ville have omsorg og som tog det der fra, hvor det var muligt at få det. Jeg indrømmer, jeg har været ved at gentage det mønster den dag i dag, for den lille pige indeni mig hun søger det stadigvæk. Jeg ved bare, hvad jeg er værd den dag i dag og derfor har jeg også været single i lidt over halvandet år. Fordi jeg vil finde en, som vil behandle mig pænt og som kan leve med, at jeg er blevet den jeg er på grund af min fortid og som stadig vil være der for mig, når jeg bliver for besværlig.

Jeg kan rigtig godt lide mit eget selskab og jeg nyder at bo alene. Jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til, spise hvad jeg har lyst til, sove når jeg har lyst og yeah.. gøre alt når jeg har lyst. Jeg føler mig ikke ensom som sådan, men jeg håber, jeg en dag finder en, som jeg kan dele mit liv med og som kan se, hvor fantastisk jeg er. Jeg ved godt, at jeg ikke har brug for en mand til at gøre mig lykkelig, for jeg kan virkelig godt lide mig selv og jeg synes faktisk, jeg er noget så morsom. Jeg håber bare på at finde en, som ikke vil få mig til at føle mig på tværs, når jeg har nogle triste stunder. Det gjorde den sidste, jeg var i et forhold med og han indså aldrig, hvor meget han sårede mig med sine ord. Jeg var heller ikke perfekt, for det er ingen og jeg lavede mine fejl, men han indså aldrig sin påvirkning af sine ord. Jeg vil egentlig bare gerne finde en, som vil elske mig og prøve at forstå mig. Jeg er en pige med rigtig meget på hjertet og jeg tænker tit lidt for meget over tingene, men jeg er blevet bedre.

Jeg har bevist overfor mig selv, siden jeg var 9 år gammel, at jeg kan godt klare mig selv. Jeg har bevist overfor mig selv, at jeg godt kan være der for mig selv og holde fast i mig selv. På grund af at jeg har klaret mange ting alene i så mange år, så vil jeg gerne finde en, som vil være en del af mit nye og positive liv. Jeg er en udfordring og det tør jeg gerne indrømme, men jeg er ikke en svær udfordring, når man først lærer mig at kende.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar