HVEM JEG ER

MIN ÆRLIGHED | JEG ER KED AF DET OG FRUSTRERET

14. februar 2017

_DSC00401

Bliver det nogensinde nemmere? Nej, det tror jeg egentlig ikke. Af en eller anden grund føler jeg for at komme ud med mine tanker og dele dem her. Mange siger, det hjælper at komme ud med tanker , ved, at skrive dem ned og jeg giver dem fuldt ud ret. For det gør det og nogle gange ved jeg ikke, om jeg skal græde, fordi det føles som om, at det bare gør smerten endnu større eller om jeg skal tale med nogen om det.

Det bedste ville nok være at tale om det med nogen, men jeg ved ikke hvem, for jeg kender ikke rigtig nogen, som kender til den smerte, man kan føle, når tankerne omkring det bliver værst. Det er tit om aften, når jeg skal sove, at det er værst, fordi jeg i det sekund bare skal fokusere på at sove og på den måde får tankerne frit spil.

De tanker jeg snakker om, er omkring det valg, jeg tog for et år siden, når vi kommer til slutningen af maj. Jeg valgte at tage afstand fra min mor. En person jeg elsker meget højt, men også en person som ikke gør tingene nemmere for mig. Jeg ville ønske, at valget om at tage afstand, ikke var det rigtige, men jeg er nødt til det for at beskytte mig selv. Jeg har aldrig haft et rigtigt mor og datter forhold med min mor og nøj hvor har jeg været misundelig på mange døtre. For jeg kender ikke til følelsen af, at kunne fortælle sin mor alting.

Jeg går lige nu hos en psykolog, som skal hjælpe mig til at takle det med min mor bedre og give mig en afklaring om nogle af de frustrationer og tanker om hende, er okay. Jeg ser tit ting, som minder om min mor og det kan næsten slå mig helt ud af kurs. Eller ikke helt ud af kurs, men jeg kan gå fra at være glad til meget trist, fordi det gør så ondt på mig. Det kan være et møbel, hun selv har stående, en lille hund der minder om racen Cairn Terrier, fordi hun har sådan en eller et stykke musik, som hun altid plejede at høre. Den ting der minder mig mest om min mor, er mit udseende. Jeg er nærmest en tro kopi af min mor, bare i yngre udgave, hvad angår mit udseende. I personlighed ligner jeg hende slet ikke. Eller jo på to punkter. At have et hjerte af guld og være omsorgsfuld. Jeg har bare ikke følt, at min mor var i stand til at vise det, men jeg kunne alligevel mærke de to egenskaber i hende. Jeg har aldrig følt, at min mor så mig, for den jeg var. Jeg følte altid, at der var noget, der ikke var godt nok og jeg har altid forsøgt at tilpasse mig, så hun havde det godt. Jeg ved også, det er derfor, jeg har kæmpet meget med min selvtillid og mit selvværd. Jeg har kæmpet fra, at tro, jeg var grim, til faktisk at tro på, at jeg er en køn pige og det mener jeg, man godt kan synes om sig selv, uden at virke selvglad. Man har ret til at rose sit udseende, uden det betyder, at man tror, man er bedre end andre, for det ved jeg godt, jeg ikke er. Jeg prøver bare at være den bedste version af mig selv og lærer hver dag. Det gælder fejl, jeg laver, men også gode oplevelser som kan give mig erfaring i forhold til noget, jeg måske var usikker omkring før.

Hvad angår min mor, bliver det aldrig nemt eller nemmere at takle, fordi hun er min mor og jeg elsker hende overalt på denne jord. Jeg har dog læst og lært, at en måde der kan hjælpe en, er ved at sørge. Det lyder måske skræmmende, men sørge over det lidt ligesom, hvis man havde mistet en til døden og jeg må sige, at det hjælper. Jeg ville gerne have haft en mor, jeg kunne komme til, når jeg havde drenge problemer eller som jeg kunne komme til, når min krop begyndte at ændre sig til en rigtig “kvinde”. Der findes selvfølgelig ikke én rigtig kvinde, for alle kvinder er skønne på hver deres  måde, men I forstår, hvad jeg mener. Når ens krop ændrer sig og man begynder at skulle tænke på hvilken størrelse BH, barbere ben osv. Alle de der ting man bruger en mor til, fordi det føles lidt akavet, at tale med sin far om det, fordi han sjovt nok aldrig har skulle tænke på, hvilken størrelse hans bryster er.

Jeg sidder ikke og græder over det hver dag og jeg har det rigtig godt på trods af det. Selvom der er nogle, som prøver at bilde mig andet ind. For jeg har det godt. Min blog kører, jeg har dejlige venner, en far jeg kan snakke med om alt og jeg bliver mere og mere stolt af mig selv hver dag og bevidst om, hvem Chanette Bing egentlig er. Jeg var så ulykkelig i mange år, indtil jeg blev 16, havde selvmordstanker og fik konstateret en depression. I dag formår jeg at tænke på de ting, som jeg har og som jeg skal sætte pris på, når jeg er trist. Jeg kan ikke kalde mig helt lykkelig endnu, fordi jeg har nogle ting, jeg stadig skal arbejde med ved mig selv, men jeg ved, jeg når der til på et tidspunkt.

Måske er dette for ærlige tanker at dele, I don’t know, men det hjælper. Jeg ved godt, jeg deler mange gode ting på min blog. Mode som er noget, jeg elsker. Holdninger til ting som jer derude måske både er for og imod. Tips og inspiration til psykiske emner eller hvad jeg føler og tror, I derude også kan bruge. Jeg deler meget forskelligt og derfor er det måske også på sin rette plads, at jeg deler, når jeg har en nedtur? Vi bloggere er ikke perfekte, selvom det godt kan se sådan ud med vores billeder og af og til sjove indlæg, men det er jo tit en mindre del af, hvad man i virkeligheden går og tumler med nogle gange.

Jeg ved ikke 100 %, hvad jeg vil med dette indlæg, men jeg følte for at lufte mine tanker og vise jer, at jeg også er menneskelig og at tingene tit er meget mere end, hvad de ser ud til. Måske nogle af jer derude kender til det med tanker, som bare kan løbe afsted med en. Jeg ved, der sidder flere derude, som har det ligesom mig og jeg ved også, at det ikke altid er lige let, at snakke om.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar