HVEM JEG ER TIPS

HVORFOR ER ANGST ET TABU?

10. februar 2017

_DSC0025 (2)1

Hey babes!

Yeah, som overskriften siger: Hvorfor er angst et tabu? Her tænker jeg på det program, jeg så hver dag i sidste uge omkring angst på kanal 4. Det var et virkelig godt program, synes jeg og der burde sættes mere fokus på angst.

Jeg lider selv af angst, men jeg har tvunget mig selv til at tænke, det ikke skal være pinligt. Selvfølgelig synes jeg ikke, det er super fedt at stå i et angstanfald, hvor andre ser mig i den position, men jeg har besluttet, at det ikke skal være pinligt for mig at snakke om. Jeg kan desværre ikke styre, hvordan min krop vælger at reagere, når jeg oplever ubehag eller står i en situation, hvor jeg er usikker.

Jeg får angst ved at købe ved en kasse. Det kan være i en tøjbutik, men det er allerværst i et supermarked. Dog gør jeg det alligevel, fordi jeg ikke lader min angst bestemme over mig eller holde mig tilbage. Jeg er jo nødt til at kunne gøre de ting selv, men jeg har det bestemt ikke godt i situationen. Jeg er bare god til at skubbe min angst lidt væk, ved at fokusere på, at den ikke må komme frem i de situationer.

En anden ting jeg har angst for, er, at tale i telefon med fremmede. Jeg aner ikke lige, hvad det er, som har gjort, at jeg har angst for det eller hvordan denne form for angst er kommet. Jeg har virkelig svært ved at ringe til fremmede. Hvis jeg skal gøre det, går jeg og samler mod til mig selv i et par dage og så gør jeg det, men mit hjerte hamrer altid derudaf.

En anden ting jeg har, er social angst. Jeg kan ikke lide, hvis jeg er i et rum med en masse mennesker og man skal præstere et eller andet. Eller hvis jeg skal til en fest eller anden form for social begivenhed, hvor der er mange mennesker, jeg ikke kender. Det er jeg heller ikke voldsomt tryg ved.

Alle disse ting som jeg har angst for, er dog ikke noget, der holder mig tilbage fra at gøre dem, men jeg har det virkelig ikke godt i situationen. Når jeg får et angstanfald, så begynder jeg at svede, mit hjerte hamrer derudaf, samtidig med at jeg får røde plamager på kroppen og bliver rød i hovedet som en brandbil. I værste fald hvis alt dette kommer, begynder jeg at græde, fordi jeg ikke kan lide at være i situationen og må væk.

Dog lærte jeg en ting, som har gjort, at jeg bedre kan acceptere min angst. Netop at acceptere, at angsten lige nu er en del af en, fordi man har fået den fra f.eks. noget i ens barndom. Man er nødt til at tænke på, at den nok skal forsvinde igen med tiden, men at man bare lige skal forstå, at den er en del af en nu og så må man få det bedste ud af det.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar